Efter at der i mange år har været flere forskellige tilskudsordninger, som ikke lige er kommet andelsboligforeninger til gavn, ser det nu ud til at der nu er lys forude for denne boligtype.

Regeringen melder således nu ud, at der påtænkes ikrafttræden af en ny "Energipulje" i stedet for den tidligere boligjobordning, som vi har beskrevet i en tidligere artikel.

Energipuljen forventes at komme til at indeholde 1 milliard kroner til fordeling i 2013 og 2014 og være en tilskudsordning til energiforbedringer i boligen. Ordningen vil også komme til at omfatte boligforeninger.

Hvor stort et evt. tilskud skal udgøre er endnu ikke meldt ud, men der bør være tale om væsentlige beløb, for at energipuljen opnår den ønskede effekt om at sætte gang i renoveringsopgaver og yderligere jobs. Håndværksrådet foreslår således, at tilskuddet skal være op til kr. 50.000.

Ifølge Finansministeriet, vil der blive udarbejdet en positivliste, der præciserer hvilke løsninger og bygningsdele, der ydes tilskud til og der vil blive fastsat energimæssige krav til støttede aktiviteter. Der kan eksempelvis være tale om at der kan søges tilskud til energiforbedringer af følgende:

  • Udskiftning og energirenovering af eksisterende vinduer og yderdøre til energieffektive vinduer og yderdøre.
  • Øget isolering af tag, herunder ekstra isolering i forbindelse med tagudskiftning.
  • Isolering af hulmur.
  • Udvendig og indvendig efterisolering af ydervægge.
  • Installation af varmepumpeanlæg, der kan tilsluttes vandbåret centralvarmesystem (ikke luft-luft) udenfor fjernvarmeområder.
  • Installering af varmestyringsanlæg til regulering efter udetemperatur.
  • Installering af solfangere på bygninger uden for fjernvarmeområder.
  • Tilslutning til fjernvarme inden for fjernvarmeområdet (bortskaffelse af individuelle kedler).
  • Etablering af varmegenvinding på eksisterende ventilationsanlæg.

Boligjobplanen (også kaldet håndværkerfradraget) fortsætter 2012 ud, og planen er dernæst, at energitilskuddet træder i kraft pr. 1. januar 2013.

Vi håber i Administrationshuset, at denne ordning opnår det nødvendige flertal ved de kommende finanslovsforhandlinger og at ordningen samtidig kommer til at inkludere boligforeningerne, da mange af vores foreninger godt kunne bruge tilskud til at energiforbedringer og da det synes ulogisk at det kun er de private boligejere der som tidligere opnår denne mulighed. Skal ordningen være en succes er det også vores opfattelse, at tilskuddet skal være så højt, at det samtidig bliver så attraktivt, at boligejerne kan se en klar gevinst af tiltagene. Energirenoveringer er for de fleste store økonomiske investeringer forbundet med en betydelig usikkerhed.