Der er ikke sket det store på rentemarkederne siden sidste nyhedsbrev. Renten på det faste 4 % lån er steget en lille smule de sidste uger. 

Efter at have toppet i kurs 99 ligger den i dag på kurs 97,6. Det er fortsat en god kurs og den 30-årige, 4 % obligation er stadig attraktiv for dem der vil købe sig lang sikkerhed for en beskeden pris.

F1 renten er også steget en lille smule, men der er tale om detaljer. Renten på F1 ligger pt. på ca. 1,5 % og der er lagt op til lave renter ved rentetilpasningen i december.

Om de seneste ugers små rentestigninger er udtryk for en generel tendens og vi skal til at have nogle små stigninger hen imod nytår er umuligt at sige og vi vil ikke spekulere i dette. Usikkerhed om den økonomiske udvikling i særligt USA, er fortsat meget stor og et par dårlige nøgletal kan hurtigt vende billedet og bringe renterne lidt ned igen.

Udviklingen er således ikke bekymrende og uanset om vi fortsat ser små stigninger, så er der fortsat tale om meget attraktive renter. Det er da også den generelle forventning at vi også i 2010 får glæde af både lave korte og lange renter.

I forhold til konkrete anbefalinger, så er der ikke meget at sige ud over hvad vi har meldte ud i vores seneste nyhedsbrev og i nyhedsbreve sidste år på denne tid.

Har man en høj belåningsgrad, eller ønsker man at spekulere i stigende lang rente, så skal man forholde sig til muligheden for at gå over i 4 % fast rente nu. Læs mere om dette i vores sidste rentekommentar på linket nedenfor.

Som tidligere år er det også vores klare anbefaling at man ikke tager imod realkreditinstitutternes tilbud om allerede nu at fastlåse renten på F1 lån der skal refinansieres til december. Anbefalingen er principiel. Disse fastlåsninger koster forholdsvis meget og skubber i realiteten bare refinansieringsterminen et par måneder hvert år. Dertil kommer, jf. ovenstående, at vi ikke har speciel grund til at tro at F1 renten vil være højere til jul end den er nu.